Martin Højriis Kristensens hjemmeside

Skatteetaten

Offentliggjort 02/10-15 af makr (version: 1.13) i Forside
Det er ret nemt for en dansker at flytte til Norge for at arbejde. Det kræver ikke opholds- eller arbejdstilladelse, og en sambeskatningsregel forhindrer at man kan blive beskattet i begge lande.
Så jeg havde egentligt ikke gjort andet inden jeg rejste herop 1. februar, end jeg plejer at gøre når jeg har været heroppe på firmarejse, dvs booket fly og hotel for den første måned.
Min bank har godt nok været ved at arrangere en norsk konto, med dertil hørende såkaldt D-nummer, men hvor det er i processen, er jeg pt ikke helt klar over

Imidlertid skal man, såfremt man planlægger at opholde sig i landet mere end 6 måneder melde sin ankomst til Skatteetaten, som står for det norske folkeregister. Nordisk Råd har skrevet en udmærket side om emnet.

Mens vi venter...
Mens vi venter...
Foto: makr
I Oslo foregår tilmeldingen hos Skatt Øst, som ligger et par stenkast fra Sentralstationen. Man skal dokumentere at man har et sted at bo, og et arbejde, og så ellers udfylde et par blanketter.
Når man har fået godkendt sin registrering får man et norsk Personnummer, og er dermed typisk berettiget til "den sociale pakke" i Norge (jeg tror ikke der følger andele af Oliefonden med, men jeg skal nok skrive om dette senere i så fald).

Man skal også have et skattekort (det kan klares med et D-nummer alene), som bruges til at fortælle arbejdsgiveren om diverse fradrag. Det norske skattesystem mangler jeg stadig at få styr på, fx lader det til at skatten opkræves i løbet af 10,5 måneder, så der er større udbetaling i juni og december (halv skat). Årets samlede indbetaling svarer dog til trækprocenten, så det er udelukkende en form for opsparingsmekanisme.
En sjov detalje på skattekortansøgningen var at man skulle angive om man skulle arbejde på land eller sokkel :-)


Selvom der var nogen ventetid, så gik ansøgningen glat, og sagsbehandleren, som hed Nicoline, var venlig og hjælpsom. Det gik op for mig at jeg ikke anede hvad min adresse var, udover gade (som jeg endda fik skrevet forkert) nummer og etage. Alle lejligheder har en kode bestående af et Hxxyy hvor xx er etagen og yy er nummeret på døren såfremt man står ved indgangen og går mod venstre rundt. Jeg vil ikke forsøge at beskrive geometrien her hvor jeg bor, men det var ikke simpelt at regne ud..

Selvom alting lader til at kunne foregå digitalt (såfremt man har et såkaldt BankID, det kommer der nok også en historie om når jeg får et), så skal selve ens P-nummer sendes postalt. Så nu er der også kommet navn på en postkasse nede ved indgangen. Tilsyneladende er der ikke nogen korrelation mellem postkasser og lejlighedernes fysiske placering, så det bliver spændende at se om jeg får noget post..