Martin Højriis Kristensens hjemmeside

43 gode danske ord i farezonen

Offentliggjort 28/06-11 af makr (version: 1.4) i Forside
Politikken bringer en artikel om en række danske ord, der er i fare for at ryge ud af Retskrivningsordbogen. Argumentet skulle være at de er på vej ud af det danske sprog.
For at udsætte den skæbne kommer her en kort historie med 43 truede og 150 u-truede ord.
Hvis alle bruger 25% truede ord i deres sætninger, så skal det nok gå alt sammen.

I forfjors gjorde Peter, den halsstarrige kanalje, sin kæreste svanger i dølgsmål. Det lykkedes dog ikke Peter, og hans kæreste Magda, at fjæle svangerskabet, og derfor skulle der holdes bryllup og en gebommerlig kalas.
Magda, der var en kålhøgen flottenheimer, gik sporenstrengs i gang med en dosmerseddel og en gæsteliste. Familien var en blandet flok. Peters mor var en blegsotig kælling, hans far en træsk og forvorpen fusentast. Magdas forældre var begge knarvorne. Hendes mor en vindbøjtel og hendes far en døgenigt, der ideligt flanerede. Peters familie talte også hans bror, en djærv fløs, hans søster, der var en knibsk mø samt hans farmor, der var en obsternasig gammel kone. Magda inviterede tillige sin storebror, der var en dorsk ødeland og sin lillebror, den forsorne bajads.
Magdas veninde var gelassen, og Magda forskertsede ikke chancen for at sysselsætte hende med at tvætte festtøjet. Det var sin sag at spæge alle forberedelserne, og Magda var hver aften mødig og trættekær. Peter måtte være langmodig med sin forlovede.
Brylluppet blev en stor succes, uden skellig grund til klage. De brødflove gæster blev ufortøvet bespist med negerkys, sågar en misliebig charlatan, der havde sneget sig med.




Ordliste:
Bajads - gavtyv, klovn
Blegsotig – trist, uden gennemslagskraft
Brødflov - sulten, småsulten
Charlatan - bedrager
Djærv - bramfri
Dorsk - sløv, doven
Dosmerseddel - huskeseddel
Døgenigt - doven og uduelig person
I dølgsmål – i det skjulte
Fjæle - skjule
Flanere - drive skødesløst omkring
Flottenhejmer - ødsel person med dyre vaner
Fløs - lømmel
Forfjor - året før sidste år
Forskertse - forspilde
Forsoren - kæk, munter, friskfyragtig
Forvorpen - fræk
Fusentast - letsindig og skrupelløs person
Gebommerlig - kolossal, vældig
Gelassen - overdrevent villig og hjælpsom
Halsstarrig - stædig
Idelig - uafbrudt
Kalas - stor og overdådig fest
Kanalje - fræk og uopdragen person, slubbert
Knibsk - afvisende, snerpet
Knarvorn - gnaven, vrangvillig
Kålhøgen - indbildsk
Langmodig - tålmodig
Misliebig - mistænkelig
Mødig - træt, mørbanket
Negerbolle, negerkys - flødebolle
Obsternasig - Trodsig, genstridig
Skellig - gyldig, rimelig
Sporenstregs - øjeblikkelig, straks
Spæge - styre eller tæmme
Svanger - gravid
Sysselsætte - beskæftige
Træsk - lumsk, snu
Trættekær - krakilsk, kværulantisk
Tvætte - vaske
Ufortøvet - øjeblikkelig, straks
Vindbøjtel - person, der skifter standpunkt efter hvad der betaler sig bedst, pralhals
Ødeland - person som ødsler sine penge bort